Pan American World Airways

Et Pan Am Airbus A310 fly. (Foto: juli 1989)

Pan American World Airways eller Pan Am var et amerikansk flyselskab, som fra 1930'erne til konkursen i 1991 var verdens største. Selskabet blev etableret i Key West i Florida i 1927 som et flyselskab, der kun brugte flyvebåde, men under ledelse af Juan Trippe voksede det til at blive en betydelig aktør inden for luftfart. Selskabet var en pioner på mange felter og var det første flyselskab, som brugte jetfly, jumbo jet og digitaliserede bookingsystemer. Pan Am var bl.a. en af Boeings store stamkunder. Selskabet var let genkendelig på sit blå globus-logo og navnene på dets fly - alle med ordet »Clipper«, og betragtes af mange amerikanere som et kulturelt ikon for 1900-tallet og som USA's uofficielle flagbærer.

Pan Am genopstod to gange efter 1991. Det andet Pan Am (Pan Am II) var i drift fra 1996 til 1998 med fokus på lavprislangdistance-flyvninger mellem USA og Caribien. Det nuværende selskab (Pan Am III), som har hovedsæde i Portsmouth i New Hampshire, også kendt som »the Pan Am Clipper Connection«, styres af Boston-Maine Airways. Selskabet flyver til destinationer i det nordøstlige USA, Florida og Puerto Rico. Pan Am bruger fortsat IATA koden PA og ICAO koden PAA, selv om den nuværende reinkarnation af selskabet hverken har noget at gøre med det oprindelige selskab eller med Pan Am II.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search